Byliv Kunst og kultur Oplevelser og fritid
Dramatik, leg og sandskulpturfestival
Hundesteds årlige og internationale Sandskulptur Festival
Successen fortsætter i 2016 for 5. år i træk på den Internationale Sandskulptur Festival i Hundested. Oplev en ganske særlig kulturattraktion på den driftige havn, hvor internationale sandskulptører, heriblandt flere verdensmestre, tolker historier fra ”verdens lykkeligste land”. Gå på opdagelse under åben himmel og se skulpturer i særklasse, skabt af gyldne sandkorn. Detaljerne er fascinerende, og skulpturerne er både illustrative, symbolske, humoristiske og abstrakte med individuelle kunstneriske udtryk.
Festivallens unikke vartegn finder du i den mørke bådehal, hvor stemningen intensiveres af kulørte lysstråler, der spiller over de dramatiske sandskulpturer.
Årets tema 2016, ”de store danskere”, præsenterer nogle af Danmarks største personligheder gennem tiderne fra filmlærredet, historiebøgerne og musikscenen.
Store som små fascineres vi af de enorme – og fine værker skabt i dette skrøbelige materiale. Festivallen er både sjov og inspirerende, og der er rig mulighed for at skabe din egen sandskulptur. På festivalpladsen kan børn og barnlige sjæle udfolde kreativiteten og fordybe sig i sandet. Cafeen byder på forfriskninger, mens ungerne hygger sig i sandkassen.
Et af de mange fantastiske kunstværk, der hvert år bygges op fra bunden. Her et fra 2015. (Foto: Christian Warrer)