Er der langt fra Melby til Indien?
Svaret er ja i kilometer, men nej når man arbejder med IT og forretningsudvikling. Daniel Horn er ung iværksætter med IT-firmaet Phases i kraftig vækst både nationalt og internationalt. Mange tænker, at sådan en virksomhed burde ligge midt i København eller med hovedkvarter i en anden pulserende metropol. Men ikke Daniel. Han flyttede tilbage til Halsnæs, har købt forældrenes gård i Melby og vækster fortsat. Her er fortællingen om, hvordan det moderne iværksætterliv kan kombineres med livet i Halsnæs.
Daniel er 30 år, opvokset i Kregme, syd for Frederiksværk, og har nok altid haft en iværksætter i maven:
– Allerede som 12-årig lånte jeg en lille vogn af mine forældre, hvorfra jeg kunne sælge trylledej til forbipasserende mennesker. Der lærte jeg nok, hvad det vil sige at handle og arbejde for et salg. Jeg var som mange drenge også vild med computer, og som 14-15 årig kodede jeg mine første hjemmesider, som jeg fik betaling for. Jeg lærte mig det meste selv, men hvis ikke jeg havde fået et lille skub af mine forældre, så havde jeg nok brugt lidt mere tid på at spille frem for at kode, fortæller Daniel med et smil.
Siden da gik det stærkt. Faktisk så stærkt at bacheloren i Erhvervsøkonomi og IT blev afsluttet lige før selve bachelor-opgaven, fordi Daniel havde travlt med at snakke med diverse IT-startups i København og også arbejde for Copenhagen Business School. Og inden da også fungerede som driftsansvarlig i flere Fakta-butikker, der krævede et forretningsmæssigt løft.
Mere end 50 ansatte i Indien og kunder i hele verden
– Jeg startede Phases i 2012, og tjente mine første penge på hjemmesideudvikling. Jeg havde dog en lyst til at arbejde mere grundlæggende med forretningsudvikling og organisatoriske IT-løsninger. Jeg søgte en samarbejdspartner, og fandt ved et opslag Ansar. Det var den rigtige beslutning, for med de rette certificeringer og hårdt arbejde, har vi nu et kontor i Indien, hvor vi laver det meste af vores udvikling. Vi er lige ved at flytte i større lokaler, der giver plads til ca. 150 ansatte, forklarer Daniel, der lige nu har 55 ansatte, inklusiv hans hold i Danmark på 3 og 1 i USA.
Hvordan driver man virksomhed i Indien, når man bor i Melby?
– I virkeligheden er det nemmere, end man tror. Mange brancher, og især vores, er ekstremt digital, hvilket gør verden lille alle steder. Så længe der er internet, er man uafhængig af meget andet. Tillægger man så de rette systemer og arbejdsgange, så er der næsten ingenting, der kræver fysisk tilstedeværelse det samme sted. Vi arbejder selv i Podio, som også er et program, vi hjælper vores kunder med at bruge og integrere i, og det giver os projektoverblik, kommunikationsmuligheder og er vores virtuelle arbejdsplads til fildeling, planlægning osv. Udover det, så har vi en fantastisk ledelse og organisation i Indien, der gør, at vi kan arbejde på tværs af de kulturelle forskelle, der nu engang er mellem Danmark og Indien. Vi bruger desuden meget tid på at træne alle i Phases i forskellige kulturer og måder at arbejde på.
Læs også: Iværksætterånd får liv i gammel fabrik
– Kunderne er i øvrigt ligeglade, om du har adresse på Kongens Nytorv eller på Melby Enghavevej, når det meste af kommunikationen foregår online. I internationale termer er Melby praktisk talt også en del af København. At ligge en times tid fra lufthavnen er ofte kortere, end hvad vores kunder ellers er vant til. En køretur i L.A. kan for eksempel godt tage to timer, uden at man forlader byen.
Halsnæs er del af en ny trend
Hvorfor blev det lige i Halsnæs, at du har lagt din virksomhed?
– Det er der flere grunde til. Prisen på at drive forretning heroppe er noget billigere, hvilket gør jeg kan bruge flere penge på medarbejdere eller udvikling i stedet for dyre lokaler. Det sociale spillede også en rolle. Jeg har mange venner og et godt netværk heroppe, og fik også muligheden for at købe mine forældres gård, der rummer mange muligheder for at udvide over tid. Og så er der selvfølgelig naturen og roen, som lader mig op mentalt og giver ro til arbejdet.
Gården som Phases er rykket ind på ligger midt i et sommerhusområde. Tæt på strand og skov, men måske også en utraditionel beliggenhed for en fremadstormende IT-virksomhed?
– I virkeligheden havde vi bare brug for en internetforbindelse. Vi har god 4G dækning heroppe, selv i et sommerhusområde, og med den rette router har vi ca. 50 megabit. Det er rigeligt til vores behov selvom fibernet ville være at foretrække, forklarer Daniel.
– Jeg fornemmer faktisk, at det er en del af en trend, at flere virksomheder af vores type forlader storbyen. Som ung vil man gerne ind og mærke bylivet, og hvad det ellers medfører. Men når man har gang i sin forretning, er det ikke et fundamentalt krav at ligge midt i byen. Det er et valg. Og jeg kender flere, der ligesom mig, ser flere plusser ved at rykke ud til roligere rammer. Halsnæs har det hele, og masser af spændende ting på vej. Fx en iværksætterefterskole, som jeg ser som en stor værdi for området.
Hårdt arbejde er vejen til succes
Kundelisten er efterhånden ved at være lang. Med både mindre kunder, men også giganter som Mastercard, Mærsk og Vestas. Kunderne befinder sig både i Danmark, men i høj grad også i resten af verden.
– Der findes ingen genvej, når man selv skal lave virksomhed. Selv om der er fart på IT-branchen, og alle snakker om apps og hurtige IT-millioner, så kræver det benhårdt arbejde. Jeg bruger stadig mange timer foran skærmen, og en 50 eller 60 timers arbejdsuge har ikke været unormalt i mange år. Men det ligger nok til min natur at knokle for at finde løsninger. Det er også det, der gør, at vi kan håndtere de store kunder med store udfordringer. Vi nægter simpelthen at give op. Derudover stoler vores kunder utroligt meget på os – de ved, at vi altid holder, hvad vi lover og leverer til tiden, noget der historisk set ikke har været et kendetegn for IT virksomheder.
Læs også: Halsnæs er attraktivt for vækstvirksomheden
– Når vi nu er flyttet til Halsnæs fra København, så er vi også opmærksomme på, at vi stadig skal løbe stærkt. Vi tror dog på, at de rette kompetencer også findes her i området. IT-medarbejdere er en knap ressource alle steder. Også i København. Men vi leder lige nu efter folk med den rette indstilling, og har de den, så kan vi lære dem det meste. Jeg er sikker på, at Halsnæs er det helt rette miljø for vores virksomhed – også når vi taler vækstambitioner, fortæller Daniel med et smil.
Med den opfordring til unge talenter, og Daniels indstilling til livet som iværksætter i Halsnæs, så bliver det spændende at følge med i udviklingen på den gule gård på Melby Enghavevej.