Iværksætterånd får liv i gammel fabrik
Før var der biopharma-virksomhed i de store haller, men nu er de hjem for både produktion, lager og kontorfællesskab.
– Vi ville rykke tre virksomheder fra Frederiksund til Frederiksværk, og fik her muligheden for at komme under samme tag, samtidig med at vi fik bedre plads til at udfolde vores aktiviteter og produktion. Ejendommen er så stor, at vi faktisk også har mulighed for, at åbne dørene for mindre virksomheder eller iværksættere, der kan se fordel i kontorplads med fælles faciliteter, fortæller Virksomhedsejer Michael Sjøgaard.
De tre virksomheder er Fleco ApS, Erik Færgemann A/S og Elbima A/S, er henholdsvis beskæftiget i service, salg, og produktion til flere industrier – herunder industrielle diesel og gasmotorer, maritime reservedele og trykprøveløsning til pumpe- og rørsystemer.

Brug af lokale håndværkere
Ved overtagelsen af de industrielle haller fulgte også en del renovering – herunder var flere haller opdelt i mindre produktionsafsnit, hvor man nu har væltet vægge for at genskabe de større haller. For Michael var en gennemgribende istandsættelse vigtig:
– Det betød meget, at vi kunne få den kompetente hjælp, som vi havde brug for, i forbindelse med renoveringen. Vi har haft lokale malere og håndværkere gående i 6 måneder, og resultatet gør det endnu mere spændende at flytte ind. Det er bare federe, at miljøet er pænt og præsentabelt – både når vi får kunder på besøg, men også når man går og ser på det hver dag.
Kontorhotel med iværksætterforståelse
– Vi har skabt rammerne til de mindre virksomheder, som kan se fordelen i at rykke ind i et kontorfællesskab. Det handler både om det fysiske og praktiske i at have adgang til internet, et skrivebord og måske en printer, men også om at blive del af en form for arbejdsplads.
Michael Sjøgaard kender opstartsperioden som iværksætter på egen krop, da han selv startede virksomhed for en del år tilbage, og det er på den måde helt naturligt for ham at skabe de særlige og fleksible ramme der efterspørges:
– Der er sikkert nogle i området som har været selvstændige i lang tid, og som kan have bruge for et skrivebord og et kontor i nærheden af deres hjem, og for andre er det, det første kontor som iværksætter. De kan ikke binde sig dyrt i flere år, da man ikke ved, hvad fremtiden bringer. Dem er der naturligvis også plads til, og vi kan finde en fleksibel og billig løsning, som man har brug for.
– Det giver meget, at have noget at stå op til og ”køre på arbejde”, også selvom man blot lige er blevet selvstændig og nyopstartet. Man bliver mere produktiv. Jeg er kun glad for, at jeg nu har muligheden for at tilbyde andre et fælleskab, der står i den samme situation, som jeg stod i.
