Hundested Propeller – en virksomhed med havet i baghaven og i baghovedet
Da Mogens Christensen overtog Hundested Propeller i 1992, var det med enorm respekt for den traditionsrige historie, som virksomheden bygger på.
– Helt tilbage i 1921 åbnede August Jørgensen op for reparation og vedligehold af fiskernes motorer her på Hundested Havn. Senere begyndte produktionen af deres egne motorer, og i arbejdet har der altid været en helt særlig forbindelse til fiskerne og sømændene. Kvalitet og solidt håndværk har fra dag 1 været grundstenen i virksomheden, fortæller direktør Mogens Christensen.
Det ligger i navnet, at Hundested Propeller er tæt knyttet til havet. Både i beliggenhed i byen Hundested på spidsen af Halsnæs – mellem Kattegat og indgangen til Isefjord – og også i produktionen af skibspropeller i både lille og stor skala.
– Jeg kunne ikke forestille mig, at vi var hvem vi er i dag, uden denne beliggenhed. De stolte fiskertraditioner og arbejdsfliden i området har skabt en virksomhed, som også er kendt ude i verden for et helt særligt håndværk og forståelse for produktet. Den havde vi ikke haft, hvis vi lå midt på den jyske hede.
Fra lokal til international succes
Når man ser det færdige resultat af skinnende propel i 2 meters højde, kan selv det utrænede øje se, at her er tale om ugevis af hårdt arbejde og teknisk snilde. I Hundested Propeller har de også oplevet, at kvaliteten koblet med effekt har været med til at åbne nye døre i udlandet.
– Vi plejer ikke at have problemer med at forklare kvaliteten af produktet, men det har hjulpet, at vi nu også har tal og data, der bakker vores produktioner op. Denne branche handler også om certificeringer og besparelser. Data og fakta har derfor hjulpet os til flere og større ordre på den anden side af Atlanten, forklarer Mogens Christensen.
Mogens slår fast, at Hundested Propeller er stolte af at ligge i lige netop Hundested, og håber over årene at kunne udvide produktionen og antal ansatte i området.
I 2015 blev der lavet denne filmpræsentation af virksomheden – som fint fortæller de forskellige dele af processen og arbejdet tæt på havnen:
Noget der måske ikke kan forklares
– Der er noget særligt ved at sige, at vi kommer fra Hundested – tæt på havet. Det er en særlig form for mentalitet og væremåde, der måske ikke kan forklares. Jeg har svært ved at sætte ord på det, men jeg tror folk fornemmer det. Også selvom man kun er på besøg eller har boet her i kort tid. Havet har en dragende kraft, som også gør noget ved os mennesker.