Stor fisk i mindre sø
I Frederiksværk på Industrivej 25 ligger Mega Flex A/S, og nu med 25 års jubilæum. En virksomhed som beskæftiger mere end 500 medarbejdere og med stor vikardatabase i bygge- og anlægsbranchen på landsdækkende projekter, industriservice og underentrepriser.
– Vi har altid haft hovedsæde her i Halsnæs, og er vokset støt og roligt gennem årene. Vores branche er konjunkturafhængig, men som det ligger i navnet er vores styrke fleksibiliteten. Det har hjulpet os til, at vi fortsat vækster og ser en god fremtid her i Halsnæs, selv med flere regionale og landsdækkende opgaver, fortæller underdirektør Jess Kjær Nielsen.
Mega Flex A/S har gennem årene været i tæt kontakt med de politiske og administrative niveauer i Halsnæs Kommune, som er et samspil med gevinst på begge sider af bordet. Jess Kjær Nielsen fortsætter:
– Den tætte kontakt er kommet naturligt i forlængelse af vores størrelse, men derudover har vi hele tiden mærket en kommune, der proaktivt vil os det bedste. Det samarbejde har nok været bedre og nemmere, end hvis vi blot havde været endnu en virksomhed i en lidt større kommune med flere af vores type.
Lokalt engagement og fællesskab
– En af de stærkeste fordele, som vi har oplevet ved lige netop Halsnæs, er viljen og evnen til at arbejde sammen og generere business for hinanden. Jeg vil skyde på, at vi har op mod 20-30 lokale leverandører her i Halsnæs. Og en række flere i resten af Nordsjælland. Det betyder noget i kroner og øre, men i lige så høj grad også noget for sammenhængskraften og bære en udvikling sammen med sine naboer, forklarer Jess Kjær Nielsen.
Udover et fokus på antallet af faste arbejdspladser, så har Mega Flex A/S også øje for fremtidens arbejdskraft og kvalificering af potentielle nye medarbejder. Flere projekter og aftaler forsøges for at bringe lokale folk i nye jobs og med sigte om fast tilknytning hos Mega Flex A/S.
– Helt konkret har vi aftale med kommunen om praktik, mentorordninger og løntilskudspladser, som gør at vi er i tæt kontakt med områdets unge og folk der ønsker at komme ind på arbejdsmarkedet. Det gør vi fordi, vi vil området og uddanner til en fælles pulje i hele regionen, og også fordi vi kan finde vores næste fastansatte og vikarer denne vej igennem, fortæller Jess Kjær Nielsen.
Vores hovedkontor bliver liggende
Mega Flex A/S er i vækst og samtidig i en branchen, hvor arbejdskraft tit er en mangelvarer når større byggeprojekter går i gang samtidig. Det afskrækker dog ikke, i forhold til at blive liggende i Halsnæs og Frederiksværk trods afstand og placering.
– Vi har fundet meget af vores arbejdskraft lokalt, men vi arbejder også på at lave nye underkontorer og midlertidige arbejdspladser i nærheden af de større byggeprojekter, som vi bliver en del af. Vi er og skal være fleksible, men på dette punkt rykker vi os ikke. Vi er utroligt glade for at ligge i Halsnæs, som er et godt sted at bo men også at drive forretning fra.
Fakta om virksomheden
Hovedsæde: Halsnæs
Afdelinger i Hillerød, Glostrup og Aarhus
ca. 500 ansatte i 2016
Store kunder i området: Dansteel A/S, Duferco Steel A/S, Haldor Topsøe A/S[/vc_message][/vc_column][/vc_row]