Du kan således finde både t-shirts, skjorter, caps, badeponchoer, solbriller, surferfrakker, sweatshirts, hoodies og meget mere.
Butikken har Danmarks største udvalg af surferjakker af mærket Walrus – nemlig den originale surferfrakke fra Klitmøller. Desuden er der mange, der endelig finder en hoodie med zip – altså en sweatshirt med hætte og lynlås – nede i butikken på Hundested Havn.
Successen fortsætter i 2021 for 10. år i træk på den Internationale Sandskulptur Festival i Hundested. Sæsonen er fra 13. maj til 24. oktober 2021.
Oplev en ganske særlig kulturattraktion på den driftige havn, hvor internationale sandskulptører, heriblandt flere verdensmestre, tolker og skaber ud fra temaet ‘Jorden rundt – uden grænser*.
Gå på opdagelse under åben himmel og se skulpturer i særklasse, skabt af gyldne sandkorn. Detaljerne er fascinerende, og skulpturerne er både illustrative, symbolske, humoristiske og abstrakte med individuelle kunstneriske udtryk.
Festivallens unikke vartegn finder du i den mørke bådehal, hvor stemningen intensiveres af kulørte lysstråler, der spiller over de dramatiske sandskulpturer.
Årets tema 2021 giver os mulighed for at få hele verden til Hundested i en tid, hvor verden er meget mindre tilgængelig end den plejer at være på grund af COVID-19-pandemien.
Store som små fascineres vi af de enorme – og fine værker skabt i dette skrøbelige materiale. Festivalen er både sjov og inspirerende, og der er rig mulighed for at skabe din egen sandskulptur.
På festivalpladsen kan børn og barnlige sjæle udfolde kreativiteten og fordybe sig i sandet. Cafeen byder på forfriskninger, mens ungerne hygger sig i sandkassen.
En sand succes i 10 år
Det er jubilæums år i år for Hndested Sandskulptur Festival, og i den tid som festivalen har huseret på Hundested Havn, har mere end 600.000 besøgende har gennem årene sat deres fodaftryk i sandet ved de smukke, midlertidige kunstværker på Hundested Havn.
Festivalen blev startet med en ambition om at skabe en attraktion, der kan skabe liv på den Hundested Havn – og skabe indsigt og udkig til verden. Og det må siges at være en sand succes!
Et af de mange fantastiske kunstværk, der hvert år bygges op fra bunden. Her et fra 2015. (Foto: Christian Warrer)
Alex Nyborg Madsen har fundet hjem i Frederiksværk – i mere end én forstand. Egentlig var han på jagt efter et fotostudie i nærområdet, men inden han vidste af det, var han også i færd med at etablere en genbrugsbutik, et intimt spillested og lokaler til foredrag og workshops.
Og nej, det er ikke blot fordi, det er hans eget, men fordi bygningen i sig selv er bemærkelsesværdig.
– Dengang byggede man med stil!, udbryder han og viser rundt i den over 100 år gamle murstensbygning – Elværket – i skovkanten i Frederiksværk.
De fine sort- og gulternede flisegulve er med møje og besvær skrabet fri, lyset falder ind fra alle sider igennem de store, buede vinduer, og her er højt til loftet på flere måder.
Alex Nyborg Madsen foran Elværket 3300 som nu huser koncerter, genbrug, fotostudie og meget mere. (Foto: Allan Hansen)
Tilbage til start
– Det er lidt en ring, der slutter, for det her var faktisk min morfars første arbejdsplads, da han flyttede hertil fra Fyn i sidste århundrede, fortæller Alex Nyborg Madsen.
I begyndelsen af 1900-tallet blev det kommunale forsyningsværk opført med gas, vand og el til borgerne, og i dag er kun det tidligere elværk bevaret.
Halsnæs Kommune ejer bygningen og de fleste af udendørsarealerne, og huset var tilfældigvis til leje, da han var på udkig efter et fotostudie. Både han og fru Lone Rubæk Madsen har en forkærlighed for gamle huse og hun også for gamle ting og upcycling, så i den tidligere bestyrerbolig er Madam Madsens Genbrug rykket ind.
– Det er virkelig fedt, at de gamle bygninger med alle deres historier kan blive ved med at blive brugt. Det skæve har bare mere sjæl end det lige, og her er både råt og autentisk – og alligevel meget smukt. Og så er her så meget plads, at det vil være tarveligt, hvis vi ikke deler det med andre, siger Alex Nyborg Madsen.
Alex elsker det udtryk og den sjæl der følger med i en rå og historisk bygning. (Foto: Allan Hansen)
Badebro og solnedgang
Selv er han født i forældrenes daværende hus på Skovbakken, og Frederiksværk var hans hjem de første 23 år af hans liv. Siden fulgte en årrække i København, hvor musiker- og radiokarrieren blev skudt i gang, og derefter en håndfuld år i Brøndby Strand og så et par i Særløse ved Lejre. Det var lige lovligt langt ude på landet, og i 2008 rykkede parret derfor teltpælene tilbage til Frederiksværks centrum.
– Vi havde både venner og familie heroppe, hvor man også fik noget for pengene, var bl.a. argumenterne for at søge tilbage til fødebyen.
– Og så er det fedt, at man kan bo 150 meter fra skoven, 300 meter fra Nørregade og spisesteder, imens ungerne kan lege på en stille, blind vej, tilføjer han.
– Som barn var der udover badebro også små omklædningshuse på stranden, og her badede vi og kørte på knallerter. Dét sted elsker jeg – også selvom jeg som knægt nok aldrig har tænkt, at det var smukt… Men som fotograf bruger jeg jo lyset, og selvom jeg måske ikke er et udpræget naturmenneske, så ved jeg præcis, hvor og hvornår jeg kan fotografere en god solnedgang, og her er fjorden ved Frederiksværk rigtig god.
I dag har han ikke travlt med at komme herfra.
– Jeg fornemmer, at der er noget i gærde, og at der er nye tiltag på vej – også takket være interessante tilflyttere. Det er godt, for det er vigtigt at blive ved med at udvikle byen og området, og det er der heldigvis gode tegn på i øjeblikket, slutter han.
Kendt fra både radio og på scenen, fortryller Alex Nyborg Madsen stadig sit publikum med sin fantastiske stemme. (Foto: Michael Kirkegaard)