Vækst på Hundested Havn
Arbejdslivet Digital virksomhed Hundested Erhverv Vækst

Attraktivt for vækstvirksomheden

Af - 2016

SHIPPING: For små 3 år siden valgte Baltic Shipping at rykke sit hovedkontor til Hundested fra Charlottenlund. Siden skiftet er det blevet til vækst fra 5 til 12 mand på hovedkontoret, og nye underafdelinger i Køge og Korsør. En positiv udvikling, der er understøttet af det gode erhvervsklima i Halsnæs og på Hundested Havn.

– Vi begyndte egentlig vores søgning efter nye lokaler i Frederiksværk, da vi allerede havde et salgskontor der, og var glade for området. Men da muligheden tilbød sig i nye lokaler direkte på molen i Hundested Havn slog vi til. Det var en prima placering og super gode faciliteter, som også bragte os tættere på havet, der er en stor del af vores forretning, fortæller Direktør Ronnie Hulstrøm.

Lokalt drive, vækst og udvikling

Hundested Havn har været igennem en rivende udvikling, og det kan Ronnie Hulstrøm mærke både på det erhvervsmæssige klima og for livet generelt omkring havnen og i byen:

– Det er vigtigt, at vi som virksomhed kan bruge lokalområdet, restauranter og kroen, når vi får kundebesøg, og at der er liv i byen. Det giver et godt indtryk med festivaller, åbne værksteder og nye restauranter. Det har konkret også fået to af vores medarbejdere til at flytte herop, fordi her simpelthen er attraktivt for familien også.

Erhvervsvenlighed med stort E

– I princippet kunne vi sidde hvor som helst, da vi først og fremmest er afhængige af internet og telefon i vores branche, men det har været skønt at komme til Hundested. Lokalerne er selvsagt en del billigere end indre by eller Charlottenlund, så der sparer vi en del, men det vigtigste er, hvordan området passer til vores ambitioner,” forklarer Ronnie Hulstrøm, der siden tilflytningen ikke har oplevet problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

– Vi har allerede ansat to lokale i vores tid i Hundested, og mon ikke der kommer flere. Derudover så har vi kollegaer uden for Halsnæs, som kører herop hver dag, og de oplever ikke de store trafikale gener, som man ellers høre om på indfaldsvejene til for eksempel København.

Det var skønt at komme til Hundested. Området oplever en udvikling, som passer til vores ambitioner.

Baltic Shipping har det sidste år også forsøgt sig med at rykke udviklingsprojekter og produktioner til Halsnæs, af den årsag at man gerne vil kunne følge ”hands-on” med i udviklingen og forløbet. Også her ser Ronnie Hulstrøm en fordel ved lokalmiljøet:

– Kompetencerne er i området, så selvfølgelig bruger vi dem. Det er netop også denne særlige ånd, som man fornemmer alle steder heroppe – at man både kan og vil støtte hinandens forretning her.

Baltic Shipping er blot en af flere nye virksomheder, der de sidste par år har fundet sig til rette på havnen. En tendens til gavn for både udviklingen i Hundested og erhvervsstrukturen i Halsnæs.

Fakta om Hundested Havn

Hundested Havn er en kombination af industri, erhverv og lystbådehavn. Det rå element fra industrivirksomhederne og de gamle fiskeritraditioner smitter af på det klima og den oplevelse man får – både som besøgende og erhvervsdrivende i havnen. Man fornemmer straks stoltheden og arbejdsglæden ved håndværket i både de nye og de traditionsrige virksomheder.

TAG
RELATERET