Børnevenligt bibliotek er det naturlige samlingssted
Halsnæs Bibliotekerne er langt mere end bøger, udlån og stille samtaler. Her mødes børn, forældre, borgere, ildsjæle – ja, mennesker af alle slags. Adresserne i Hundested og Frederiksværk er aktive, åbne huse med masser af tilbud i øjenhøjde, og med mulighed for selv at skabe egne arrangementer. Vi møder Rubina, der arbejder på 7. år med at skabe gode oplevelser, og Katrine og Carina der som tilflyttere blandt andet bruger rammerne til at arrangere legestue sammen med andre småbørnsfamilier.
– Jeg elsker at se vores lokaler skifte udseende og blive brugt til alle tænkelige aktiviteter. Nogle gange er her skoleklasser, der modtager undervisning. Andre gange er her børn, der lege på digitalt Wizefloor eller klatrepuder, og nogle gange er der roligt og folk, som nyder dagens avis eller søger litteratur, fortæller Rubina Afzal, der er vicebiblioteksleder i Frederiksværk. Hun fortsætter:
– Vi har naturligvis udlån digitalt og i fysisk form som alle andre biblioteker, men vi er meget bevidste om at følge med tiden og åbne bibliotekerne op for flere muligheder og brugernes behov og ønsker. Vi har skiftende udstillinger, temaer og arrangementer, og ser os først og fremmest selv, som et sted der er i bevægelse, og som et sted der skal være rart at komme.
– Det er servicen, der skal være i top. Jeg ved, at mange af vores brugere er enige i, at stemningen her er nem og ligetil. Her er ikke for fint, og man får tingene til at ske, og man siger tingene, som de er. På den måde adskiller vi os nok ikke fra resten af lokalsamfundet, griner Rubina.
Lån dit bibliotek – til næsten alt og altid!
Hundested bibliotek og Frederiksværk bibliotek har åbent fra klokken 6-23 alle dage. I dagtimerne de fleste dage er der betjening, og kommer du tidligt eller sent, kan du lukke dig selv ind med dit sundhedskort, når det bare er registreret som lånerkort.
– Åbningstiderne er med konceptet ”åbne biblioteker” tilpasset, så folk bedre kan bruge stederne, når det passer ind i deres hverdag. Skal man bruge personale, kan man finde de præcise servicetider på nettet. Som del af denne åbenhedskultur, så låner vi også vores lokaler ud, hvis folk har noget de gerne vil afholde eller invitere til. Uanset om det er en mødre-gruppe, der gerne vil have en fast mødebase og legeaftale her, eller eksempelvis lokalhistorisk forening, der vil holde foredrag eller foreningsmøder, forklarer Rubina.
Vi er en del af samme lokalsamfund – og her får vi ting til at ske.
– Der er i teorien ingen grænser, bare folk rydder op og passer på stedet. Nogle gange hjælper vi også til som medarrangører. Vi er en del af samme lokalsamfund, og kan få mange ting til at ske sammen. Et godt eksempel er en idé, som vi havde om ”Halsnæs bogfest”, hvor vi gerne ville hylde lokale forfattere, der nu og gennem tiderne har skrevet om Halsnæs. Det bliver nu en festdag d. 21. oktober, hvor 25-30 lokale ildsjæle mødte op til vores første idémøde og støtter op om arrangementet, der nok skal blive et stort hit.
– Det er sådan nogle ideer, der gør det skønt at arbejde her. Kollegaer og lokale borgere, der får ting til at ske. Og er med til at skabe et levende kulturhus og samlingssted – tilfældigvis i rammerne af et bibliotek, fortæller Rubina med et smil.
Legestue og børnebibliotek
Biblioteket kan også være samlingssted for børnefamilier i Halsnæs. Det er Carina og Katrine på Frederiksværk bibliotek et godt bevis på:
– Jeg er oprindeligt fra Frederikssund, men som tilflytter og på barsel kigger man efter tilbud i lokalområdet. Der findes grupper på Facebook for hjemmegående og andre legestuer, men gennem mødregruppen og Katrine fandt jeg denne legestue på Frederiksværk bibliotek, fortæller Carina, der er på besøg denne onsdag formiddag med sønnen Wilas.
– Vi mødes lige nu fast om onsdagen, men det har også været andre dage. Og ellers skriver man bare inde på Facebookgruppen, at man tænker at tage herned. Normalt er vi et par stykker, og nogle gange 4-5, hvis det passer i folks kalender. Har man helt små babyer, så er det mest sofaen vi bruger, og snakker med andre forældre, og lidt større børn elsker at lege med de mange redskaber og Wizefloor, når vi samles, forklarer Katrine.
Link til Facebookgruppen: Frederiksværk legestue
Et super tilbud for børnefamilien
– Jeg har en søn på to og kendte Halsnæs og Frederiksværk fra min egen opvækst her, så biblioteket var ikke helt nyt for mig. Men man søger stadig fællesskaber og muligheder, når man flytter tilbage eller går på barsel. Og de tilbud er der heldigvis her i byen, man skal bare lige lave en søgning og spørge sig lidt for. Vi er glade for at være flyttet hertil – også med småbørn, fortæller Katrine med den lille Valdemar på armen.
– Der findes også store grupper for hjemmegående mødre, der arrangerer ting og legestuer i fx Annisse, hvis man er villig til at køre lidt for det. Men det er dejligt, at man også kan trille ned på biblioteket. Det kan være rart at komme lidt ud, og få lidt plads at lege og mødes på, der er uden for husets fire vægge. Og så er det gratis, konstaterer Carina.
Begge er de enige om, at der er plads til mange flere i legestuen, og at folk bare skal melde sig ind i gruppen eller selv finde vej herned. Bibliotekerne i Halsnæs er som skabt til børnefamilier.
Læs også om et andet tilbud til småbørnsfamilien: Musikken bringer os sammen
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]