Derfor flytter københavnerne til Ølsted
Mød Kent, Sara og deres to børn Emma og Emil. De flyttede for cirka otte år siden til Ølsted fra Østerbro i København, og kender efterhånden området rigtig godt. Det gjorde de ikke, da de købte huset, men lokalmiljøet og børnene hjalp dem med at falde til. Her er deres historie om turen fra København til Halsnæs og de lokale fordele ved lige netop Ølsted.
– Vi boede i en klassisk andelsboligforening på Østerbro, og egentlig var vi ret unge, omkring 20 tror jeg, da vi begyndte at kigge efter hus. Vi vidste, at vi gerne ville bo i hus, når vi fik børn, og generelt trak det i os, at bo i et stille og roligt kvarter. Derfra var det egentlig bare et spørgsmål om sted og drømmehuset, fortæller Sara.
Sara og Kent søgte bredt – helt fra Ringsted, på Midtsjælland til Ølsted, i Nordsjælland – inden huset med den rigtige planløsning og pris dukkede op.
Drømmehuset til budget på to millioner kroner
– Jeg tror de fleste boligsøgende kender udfordringen. Man vil rigtig gerne have et lækkert hus og have, og det skal gerne ligge i en god afstand til job og måske familie, men det skal også være realistisk at få råd til at bo der og få økonomien til at hænge sammen. Vi startede vores søgning på nettet, og fandt frem til at prisniveauet heroppe var godt, forklarer Kent, der til dagligt arbejder som IT-infrastrukturarkitekt i Ballerup.
– Placeringen i forhold til mit job, gør at jeg kan kører på arbejde på under 40 minutter, og at trafikken i den retning er rigtig god. Prisen på huset gør også, at man har råd til to biler, og at Sara kan kører til Hillerød på hendes job på Hillerød Hospital.
Drømmehuset var for os et hus med den rigtige planløsning og mange kvadratmeter. Det har vi fået her.
– Drømmehuset var for os et hus med den rigtige planløsning og mange kvadratmeter. Vi var ikke bange for at bygge lidt om og sætte i stand, selvom vi ikke er håndværkere. Huset her havde det hele, og med blandt andet et nyt køkken og ny stue, fik vi det lige, som vi ville have det. Der gemmer sig altid lidt småprojekter, men vi har taget det lidt hen af vejen. Det var især lækkert at få træterrassen og haven færdig. Den bruger vi og børnene meget, smiler Sara.
God placering mellem Hillerød, København, Frederikssund og Frederiksværk
Da familien flyttede studerede Sara til Farmakonom i Hillerød, og huset i Ølsted gjorde at turen til og fra skole faktisk var hurtigere end med S-tog fra København.
– Der er lokalbane direkte til Hillerød, men jeg vælger at bruge bilen, da det så kun tager 15-20 minutter. Jeg fik efterfølgende job på hospitalet, så transporten hænger stadig rigtig godt sammen. Selvom vi bor i Ølsted, så bruger vi faktisk både Frederikssund, Hillerød og Frederiksværk, når vi har brug for noget i de større byer – også i weekender og efter arbejde, fortæller Sara.
– Vi har det hele inden for rækkevidde. Shopping center i Frederikssund og Hillerød, svømmehal, kulturhus og koncerter i Frederiksværk, og faktisk også en rigtig god genbrugsplads. Man finder som hus- og haveejer hurtigt ud af, at det er guld værd med en genbrugsplads tæt på, griner Kent.
Ølsted er med sine ca. 2000 indbyggere, egen skole og gode indkøbsmuligheder et lille smørhul for børnefamilien, der søger trygge rammer, skøn natur og et aktivt lokalmiljø.
Vi elsker naturen omkring os og lokalmiljøet
– Vi har alt lige omkring os, faktisk også en strand ved Roskilde fjord, der er lavvandet og derfor rigtig god til småbørn. Vi har også kørt ture til Liseleje strand, hvis vi har haft lyst til store hvide sandstrande og havvand. Grusgraven er ved lokale kræfters hjælp også blevet til en skøn naturlegeplads, shelter og amfiteater. Det er fantastisk at være tæt på så skøn natur, fortæller Sara.
– Udover naturen, så er det især lokalmiljøet, der har fået os til at falde til. Jeg spiller badminton i Ølsted-hallen, er med i grundejerforening og i Ølsted Borgerforening. Det gør at man møder folk, og lære dem at kende. Børnene har selvfølgelig også gjort, at vi møde andre forældre i børnehave og dagplejen. Det er skønt at kende mange, kunne hilse på andre og støtte op om de lokale arrangementer, forklarer Kent.
Netop de lokale arrangementer samt det nære og sociale liv, gør at Sara og Kent kan anbefale Ølsted til andre boligsøgende.
– Ser man på det sociale liv, miljøet omkring og huspriserne – kombineret med den relativt korte afstand til Hillerød og København – så er Ølsted faktisk et super alternativ. Vi støtter op om de lokale tiltag fra fastelavnsfester til etablering af nye naturlegepladser, og gør man det, så falder man hurtigt til.
Fakta om priser og boligøkonomi
Vil du vide mere om de økonomiske fordele ved denne del af Nordsjælland, så læs artiklen her, der samler de seneste tal og beregninger for landets ejendomsmæglerforeninger og realkreditinstitutter.