Skoler for alle i Halsnæs
I Halsnæs er der fem folkeskoler, en kommunal specialskole, tre skoler drevet i privat regi og en efterskole. Skolerne ligger spredt geografisk og kan alle noget forskelligt alt efter hvilke værdier, traditioner og visioner, de arbejder ud fra i det daglige.
Nogle skoler gamle, nogle er sammenlagte og derfor kommet i nye klæder og andre er nybyggede eller på vej til at blive det..
Nogle lægger meget vægt på at bruge bevægelse og udeliv i undervisningen, imens en skole stræber efter at få en global profil som Verdensmålsskole. Og så er en af skolerne i Halsnæs den skole i Danmark med mest plads pr. elev.
På Frederiksværk Skole er der stort fokus på udeliv
Frederiksværk Skole ligger placeret i Enghavekvarteret i den nordlige del af Frederiksværk, huser ca. 500 elever, og har stort fokus på udeliv i deres undervisningsform.
I 2015 etablerede skolen flere udendørs undervisningsrum, og udeliv er derfor en stor del af undervisningen i elevernes hverdag. Skolen er blevet en af de 18 såkaldte demonstrationsskoler i hele landet, der arbejder med udskolepraksis, som landets øvrige skoler kan søge inspiration og sparring fra.
Udover udendørs undervisning, er fællesskab, traditioner og udvikling også vigtige begreber, som skolens medarbejdere bruger i det daglige. Blandt andet mødes alle klasser til kvartalsvise samlinger, hvor eleverne ser hinanden optræde, og skolen tilbyder også musical, skakdag, temauge etc., der hvert år sikrer fællesskabets grundlag.
Frederiksværk Skole arbejder ud fra fem følgende værdier:
- Anerkendelse, Trivsel, Tydelighed, Mangfoldighed, Faglighed
Hundested Skole har skolehaver og havvand på skemaet
Hundested Skole ligger i naturskønne omgivelser i Hundested. Da der er vand næsten hele vejen rundt, er naturen med hav, fjord og klitter en stor del af både læreres og elevers hverdag.
I 2015 blev de to forhenværende skoler i Hundested lagt sammen, og i processen har den nye Hundested Skole fået et ansigtsløft. Der blev blandt andet skabt nye, lyse fællesrum og kreative arbejdspladser til både elever og lærere.
På Hundested Skole er der stor tradition for at indbringe bevægelse ind i undervisningen, og der er gode betingelser for bevægelse, leg og læring i hverdagen både indendørs og udenfor. Der er skolehaver på matriklen og i Hundested Havn dyrker og høster eleverne muslinger.
Blandt andet har lærere og elever god plads på de store fællesarealer og de nyligt anlagte udeområder, samt sportsaktiviteter i Hundestedhallen, der lige ved siden af skolen.
Skolens værdier er formuleret i seks pejlemærker:
- Udforske, Begejstre, Deltage, Skabe, Stræbe Erobre – sammen!
Magleblik Skole skaber læring og udvikling for alle
Magleblik Skole ligger i Frederiksværk lige ved siden af Frederiksværkhallen, og har god plads for eleverne at boltre sig på til leg og læring.
Rygtet vil vide, at Magleblik Skole har flest kvadratmeter pr. elev af alle skoler i Danmark, og de er godt udnyttet. Blandt andet i form af unikke faglokaler, huler, klatrevægge og udendørs arealer med plads til leg, løbebaner osv. Skolens kvadratmeter bruges hver dag flittigt og kreativt af både elever og ansatte.
Magleblik Skole beskriver, at de arbejder ud fra en mission om, at alle skal lykkes på deres egen måde. Først og fremmest eleverne, men også trivsel blandt lærere, øvrige ansatte, forældre og andre samarbejdspartnere har stor betydning. Det er vigtigt, at alle der har berøring med skolen, får en oplevelse af at blive mødt, set og at kunne mestre.
Magleblik Skole arbejder ud fra tre værdier:
- Læring og udvikling for alle, forpligtende fællesskaber og tydelighed
Ølsted Skole arbejder som Verdensmålsskole
På Ølsted Skole har de en vision om at blive en Verdensmålsskole. På baggrund af FN’s 17 verdensmål har skolen øget sit fokus på deres globale, faglige profil.
Ved at give eleverne indsigt i samtlige verdensmål, vil skolen omdanne faglig viden til praktisk handling. Det vil ruste eleverne til at få et medborgerligt udsyn, både lokalt, nationalt og globalt.
Ølsted Skole har i den forbindelse allerede iværksat konkrete tiltag. Blandt andet tilbydes valgfaget ”Verdensmål og verdensborgerskab”, hvor skolen arbejder på at uddanne egne elever til verdensmålsambassadører. Derudover fokuserer hele udskolingen innovativt og aktivt på skrald i lokalmiljøet.
Udover at give deres elever et globalt perspektiv med i deres faglige rygsæk, fokuserer Ølsted Skole også på fællesskab og traditioner eleverne imellem. Blandt andet har skolen tradition for at lave en fælles skovtur for indskolingen, holde brætspilsdag for mellemtrinnet og tage udskolingen med på studietur.
Melby Skole er blevet selvstændig igen
Melby Skole ligger i den lille landsby Melby mellem Liseleje, Frederiksværk og Hundested. Her har 450 elever sin daglige gang, og de er omkring 21 elever pr. klasse.
Skolen blev i 2011 lagt sammen med den forhenværende skole, Enghaveskolen, under det fælles navn Frederiksværk Skole. I 2017 blev det dog besluttet at genrejse den gamle Melby Skole, der atter blev selvstændig med egne værdier og med en ledelse tæt på hverdagen.
Under sammenlægningen blev Christian Wibeck-Nilsson ansat som afdelingsleder, og i dag er han skolens øverste leder.
Læs mere om Melby Skole her.
Halsnæs Lilleskole arbejder med kreative læringsfællesskaber
Halsnæs Lilleskole har lokaler på en gammel gård med placering i landsbyen Torup, og er i bogstaveligste forstand en lille privatskole med ca. 200 elever.
At skolen er en lilleskole, betyder, at det er en friskole. Her arbejder skolen under bestemmelserne i Friskoleloven, der fastsætter, at en elev efter endt skolegang skal have mindst samme kundskaber, som hvis eleven havde gået i en almindelig folkeskole. Forskellen ligger i graden af frihed og selvbestemmelse i, hvordan undervisningen bliver tilrettelagt og organiseret.
Med barnets dannelse og udvikling i centrum arbejder skolen på at skabe et fremsynet og moderne skoleforløb. På Halsnæs Lilleskole tages der afsæt i pædagogiske mål, og det er helt centralt for skolen at holde fast i nærvær og dialog i mødet mellem børn, voksne og fagområder.
På Halsnæs Lilleskole arbejdes der med læringsfællesskaber, hvor børnene får mulighed for at bevare og udvikle deres kreative sider, nysgerrighed og lyst til at eksperimentere. Derfor er undervisningen ofte organiseret i form af projekter, så børnene kan udfolde sig og bruge deres styrker.
Vinderød Privatskole har fokus på tryghed og nærvær
Vinderød Privatskole er kendetegnet ved at være en hyggelig, mindre skole, hvor eleverne fra de forskellige klassetrin kender hinanden godt på kryds og tværs.
Med afsæt i fælles aktiviteter på tværs af årgangene, stræber skolen efter at skabe et fællesskab blandt eleverne. Det er et vigtigt pejlemærke for skolen, at eleverne lærer at behandle hinanden på en respektfuld og ordentlig måde uanset alder og køn.
Skolens ældste bygninger stammer fra tiden som landsbyskole og er mere end 200 år gamle. Sidenhen har stedet undergået mange udbygninger og moderniseringer, men atmosfæren er dog den samme. På skolen er der stadig et stort fokus på at have det trygt og rart. På Vinderød Privatskole arbejder de ud fra devisen om, at eleverne netop trives bedst fagligt og socialt i et nært og trygt miljø. Derfor er der også max 24 elever i hver klasse.
Værdigrundlag på Vinderød Privatskole:
- Respekt, Nærvær, Tryghed, Ansvarlighed, Forskellighed
Privatskolen ‘Skolen ved Havet’ fokuserer på børnefællesskaber og høj faglighed
I Lynæs ligger Skolen ved Havet, der er en privatskole med klasser fra 0.-9. En dela f klasserne har overlap, hvilket vil sige at det fx er 1. og 2., der har undervisning sammen.
Skolen ved Havet vil skabe et læringsmiljø, hvor alle skolens elever når længst muligt, – både fagligt og personligt.
At nå langt er ifølge deres værdier en individuel ting. De arbejder for at alle åå Skolen ved Havet skal oplever succes.
Skolen er netop blevet udbygget og der er nu plads til flere elever.
På specialskolen Lillebjerg styrkes elever med manglende trivsel
Lillebjerg Skole blev for nyligt indviet til skolestart, og er et specialtilbud for børn og unge i Halsnæs Kommune, der af forskellige grunde ikke kan trives i en almindelig klasse i folkeskolen.
Som udgangspunkt henvender skolen sig til normalt begavede børn, der enten er i dårlig trivsel og social udvikling i skolemæssig sammenhæng eller i hjemmet.
Lillebjerg Skole tilbyder disse børn og deres familier et forløb, hvor det er målet at hæve elevens selvværd og sociale og faglige kompetencer. Det er en del af målet, at eleven efterfølgende skal kunne vende tilbage til livet på en almindelig folkeskole, eller at andet relevant tilbud skal muliggøres.
Lillebjerg Skole er normeret til at have 50 elever i alderen 6 til 17 år. Desuden er der plads til 15 elever med behandlingsbehov.