KANDIDAT TIL KOMMUNALVALG I HALSNÆS 2021
Mariane Lunden
Kandidat for Alternativet
Efter godt 4 år som medlem af Alternativet og medlem af bestyrelsen Alternativet Halsnæs er jeg klar til igen at stille op som kandidat til Byrådet KV21.
Jeg flyttede til Hundested for 20 år siden med mand og 2 mindre børn da min mand dengang fik ansættelse i Frederiksværk – og vi elsker vores liv heroppe.
Børnene er fløjet – og manden arbejder nu i Roskilde.
Jeg har været folkeskolelærer på 2 af kommunens skoler fra 2000 – 2007 – og derefter tilbage til min læst, som laborant i Hundested, i Hillerød på Novo og nu igen i Hundested.
Jeg vil stille op med et ønske om, ved dialog og samarbejde med alle de politiske partier, at påvirke alle beslutninger i kommunen i en grøn og bæredygtig retning, med et fokus på biodiversitet både på land og i vand, som vi jo også har masser af.
Jeg vil arbejde for socialt bæredygtige løsninger, som passer på det enkelte menneske og tilværelse – og for i så høj grad som overhovedet muligt, sætte de kommunalt ansatte fri til at agere efter deres faglighed og tillade dem at tage beslutninger, der sætter mennesker fri.
Jeg vil arbejde for de 3 bundlinjer – i hvert fald de 2, som jeg forstår bedst.
Den grønne og Den sociale.
– og så vil jeg bruge alle de dygtige aktive medlemmer vi har i hele landet, både frivillige, men også dem, der allerede sidder i byråd rundt omkring og netop har erfaring fra det kommunale arbejde – jeg vil bruge dem til at inspirere og oplyse mig. – Og Corona har vist os, hvor nemt det er at få fat i hinanden.
Vi har virkeligt lært hinanden meget bedre at kende og har et meget stærkt samarbejde på tværs af hele landet. Det er fantastisk.
Jeg har på intet tidspunkt overvejet at melde mig ud af Partiet.
Heller ikke da de totale nedsmeltninger og mildest talt forfærdelige perioder sendte os til tælling.
De har alle handlet om personlige og menneskelige konflikter og aldrig om vores politik.
Halsnæs er en kommune, som har så meget fantastisk natur. – Men vi har ikke spor for meget.
Vores pligt, som politikere er så, at sørge for at værne om netop den og hjælpe biodiversiteten tilbage i på fode igen.
Vi skal under hensyntagen til dén natur skabe, vedligeholde og udbygge de forhold, som det gode liv har brug for – gode skoler og institutioner, god infrastruktur, kultur og gode idræts- og fritidstilbud, god ældre omsorg og pleje og i høj grad et godt ungdomsliv – og derved i første omgang selv gavne af det, og derefter også tiltrække nye borgere.
Kort sagt – Jeg vil i Halsnæs have fokus på natur, klima, biodiversitet, mennesker, iværksætteri og meget gerne tilflyttere, som kan bidrage med energi, virkelyst og også skattekroner.
Og sidst men ikke mindst, så vil alt mit arbejde foregå med fokus på ”ny politisk kultur” – et fokus på at lytte – ikke for at give andre taletid indtil jeg selv kan fortsætte, men reelt for at forstå hvad andre siger og derved at kunne indgå kompromiser for at nå fælles løsninger.