Børn og unge Livet i Halsnæs Livet i Hundested Skoleliv

Mange tilflyttere vælger Hundested Skole

Af - 2018

SKOLE: Siden sommer 2017 er 50 nye elever startet på Hundested Skole. Tilflyttere peger på beliggenhed, faciliteter, kreativ læring og det at føle sig velkommen som afgørende for valget af den lokale folkeskole. Skolelederen er stolt af tendensen.

Der er ingen garanti for succes, når man laver en skolesammenlægning. Ikke desto mindre er Hundested Skole – der er en fusion af Lerbjergskolen og Storebjergskolen – tilsyneladende sådan en. Altså en succes.

På den sammenlagte skole, der har eksisteret mindre end et år, er der nemlig kommet ikke færre end 50 nye elever til siden sommerferien. En årsag er, at mange tilflyttere har skolen som førstevalg.

Christina Leonora Andersen er en af de tilflyttere, der har valgt Hundested Skole til sin datter. Hverken hende eller hendes mand havde noget kendskab til skolen, men da familien flyttede fra Helsingør i sommer, bad de om en rundvisning. Efter den var der ingen tvivl om, at der skulle deres 9-årige datter gå. Og det valg er de glade for.

– Da vi kom til den nye, flotte skole, tænkte jeg ’Wow, sikke en plads børnene har både på skolen, men også i SFOen’. Det er en virkelig flot skole, der har mange rum med forskellige værksteder, og skøn omkringliggende natur, siger hun.

Selvom faciliteterne gjorde indtryk, var det den umiddelbare modtagelse af datteren, der gjorde udslaget. Hun har ADHD. En diagnose som Christina Leonora Andersen ikke mener datterens tidligere skole tog højde for. Det oplever både mor og datter på Hundested Skole.

– Ved indskrivning på kontoret, var alle så søde og hjælpsomme, da jeg fortalte vores historie omkring Isabella, og at hun har ADHD. Skolen sørgede for, at hun kom ind i den rigtige klasse med de rigtige lærere. De håndterer og anerkender, at børn kan have forskellige behov, og at alle børn ikke skal behandles ens, siger Christina Leonora Andersen.

Ifølge hende er skolen god til at strukturere og informere både børn og forældre. Det er noget, der giver tryghed, og som hun savnede tidligere: ”Jeg er bare supertaknemlig og glad for den klasse, hun er kommet i, og jeg synes, at hendes lærere Trine og Roy fortjener en hyldest for alt det arbejde, de gør for min datter og de andre børn.”

Hundested Skole – et aktivt læringsmiljø.

’Åbent hus’ gjorde indtryk

En anden familie, der for nylig er rykket til Hundested med børn, er familien Eklund. Før boede de Albertslund, hvor deres ældste gik i skole. Heller ikke de kendte noget til Hundested Skole, men de ville som udgangspunkt gerne støtte op om folkeskolen. Den lyst blev ikke mindre efter at have oplevet elever, der trives.

– Første dag på skolen blev Damien og jeg fulgt til klassen af en pædagog, og mange af ungerne kom hen og skulle kramme hende. Generelt var ungerne imødekommende og positive, og det er jo en klar indikation på, at det er glade børn, siger Jonas Eklund.

Lige omkring da familien Eklund flyttede til Halsnæs, var der åbent hus på Hundested Skole. Her fik de flere indtryk af skolens måde at arbejde på, og især de kreative tiltag på skolen tæller op for familien.

– Til åbent hus oplevede vi mange kreative ting på tværs klassetrin. Det var virkelig fedt. Jeg har desuden flere gange oplevet en lærer rende rundt med en guitar og spille og synge med børnene. Det synes jeg er vigtigt. Musikken gør simpelthen en klogere, så det er da bare om at stikke noget musik ned i halsen på ungerne, om det så er samspil eller morgensang,” siger Jonas Eklund.

Fællesskab og landskamp – FIFA VM 2018 – elever, forældre og lærere ser fodbold på storskræm.

En pavestolt skoleleder

– En af dem der er allermest begejstret for, at Hundested Skole bliver valgt til af tilflyttere, er naturligt nok skoleleder på skolen Malene Nyenstad. Hun er særdeles bevidst om udfordringen med at tiltrække potentielle børn og forældre.Vi ligger i en yderregion på Sjælland, men vi kan, skal og vil have en folkeskole, der er det naturlige valg for alle børn i området. Heldigvis får flere og flere øjnene op for, at vores beliggenhed også giver fuldstændig fantastiske muligheder for læring, siger Malene Nyenstad.

Hun fremhæver blandt andet skolens maritime nyttehaver på havnen, og de gode fællesarealer og nyanlagte udeområder, som skolen hver dag bruger til bevægelse, leg og læring på kreative måder.

– Vores beliggenhed med hav, skov og marker er en gave som vi dagligt pakker op sammen. Vores vision for skolen er at udforske, begejstre, deltage, skabe, stræbe, erobre – sammen. Og alle delene er der rig mulighed for i Hundested, siger skolelederen og fortsætter: Når skoler lægges sammen, kan det være begyndelsen på enden, eller begyndelsen på noget nyt og bedre. Vi har valgt det sidste, og er pavestolte af det, vi har nået, og ikke mindst, hvor vi er på vej hen, slutter Malene Nyenstad.

Ifølge den borgerlige tænketank CEPOS´ rangliste ligger skolen i den bedste tredjedel på landsplan. På listen gives der blandt andet point for, hvor effektiv skolen er til at rykke på elevernes i forhold til deres sociale og faglige udgangspunkt.

Hundested Skole.

TAG
RELATERET