Arbejdslivet Digital virksomhed Frederiksværk Erhverv Iværksætteri Vækst

Feel the good vibe! Gammelt posthus symbol for ny trend i Halsnæs

Af - 2017

IVÆRKSÆTTERI, KULTUR OG ERHVERV: I Halsnæs findes en kæmpe underskov af virksomheder, start-ups og ildsjæle, som finder sammen som aldrig før, og som skaber forretning på kryds og tværs med hinanden. Det gamle posthus i Frederiksværk, Halsnæs er nyeste skud på stammen, og historien om en ny trend og særlig ”vibe”. Vi har mødt Ken Olsen til en snak om mennesker, relationer og ”det fede”, der sker i Halsnæs lige her og nu:

Billedet øverst af Ken Olsen (th) og forretningspartner Kim Hasselmose (tv) ved indgangen til det gamle posthus. Huset der nu har fået titlen The Mail Box Væksthus Halsnæs.

Midt i Frederiksværk – og klods op at stationspladsen – ligger det gamle posthus. En bygning med masser af historie og nærmest majestætisk fremtoning. Posthuset er for længst lukket, og nu har lokalerne fået nyt liv.

– Vi er kort fortalt tre virksomheder fra København, der lige er rykket ind i disse lokaler. Ducator, E-secure og Kassemanden. Vi har selv hjulpet til med istandsættelsen, og venter på der snart kommer flere naboer og lejere i huset. Vi er rykket hertil, fordi at vi i et stykke tid kunne fornemme at i Halsnæs, sker der noget særligt lige nu. Det bobler af iværksætterlyst, og folk som man møder heroppe, åbner dørene for samarbejder. Det er nede på jorden, og én til én – og samtidig er der musik og liv i erhvervsmiljøet, fortæller Ken Olsen, der er medindehaver af blandt andet Ducator.

Ken Olsen har mange kasketter på. Han er medindehaver af Ducator, en mobilambulance der laver landsdækkende reparation på smartphones og iPads, indehaver af entreprenørvirksomheden Nordsjællands Byggestyring, medstifter af netværksgruppen og foreningen Elværket 3300. Og ja, så er han også trommeslager.

netværksmøde 3300

Netværksmøde i Elværket. Her startede ideen om et nyt væksthus i Halsnæs. (Foto: Alex Nyborg Madsen)

Et elværk, et posthus og en masse fed musik

– Det startede vel med Elværket ude ved strandvejen, som var en bygning jeg faldt for sammen med Alex Nyborg Madsen. De rå lokaler inspirerede til et multihus og mødested, og pludselig var netværksgruppen Elværket 3300 også stiftet. Gennem netværket, som består af både lokale og regionale virksomheder, mødte vi Torben, der blandt andet havde investeret i det gamle posthus i Frederiksværk. Han ledte efter legekammerater, og vi var klar, fortæller Ken med et stort smil.

– Det handler både at trække aktivitet tilbage til Halsnæs, hvor vi selv er opvokset, men det handler også om miljøet og kulturen heroppe, som tiltaler mig som mennesker og virksomhed. Der er gang i noget fedt. Der er en nerve og en masse fed musik i iværksættermiljøet i Frederiksværk lige nu. Folk vil og kan også hjælpe hinanden. Så nye partnerskaber opstår lynhurtigt. Det er ikke bare en selvfølge, at det sker alle steder.

Læs også: Det skæve har sjæl

– Som gammel rockmusiker, så handler det også om stemning for mig. Elværket har allerede dannet ramme for nogle fede intimkoncerter, og Gjethuset på den anden side af vejen kan trække lidt større publikum nogle og relativt store navne også. Der skal også være plads til den slags i en travl hverdag – og det er der her.

indien csr ducator

Ducator på besøg i indisk møbelfabrik med en lille gave i form af trådløst, soldrevet internet (Foto: Ducators eget)

Omtanke og det gode formål

Slår man et smut forbi Ducators hjemmeside, finder man blandt andet teksten: ”CSR, fordi det er vigtigt.”

– Vores virksomhed gør det i reparationer af mobile enheder på virksomheders egen adresse. Det er vores primære service. Men vi tænker meget over, hvordan vi ellers påvirker vores omverden, når vi for eksempel producerer vores egne produkter, eller kan genanvende gammel elektronik, som vi indsamler.

I sommeren 2017 var Ken sammen med makkeren Kim i Indien i forbindelse med et byggeprojekt, men havde også der omtanken med i bagagen:

– Det betød meget for os, at komme ud og mærke kulturen og opleve menneskerne i Indien på egen hånd. Og når vi kom på besøg i små virksomheder eller blev budt indenfor, så havde vi en gave med i form af en soldrevet powerbank, som vi selv har fået udviklet. Med den og mobilt wifi, kan de faktisk gå på nettet kvit og frit og uden adgang til stikkontakt. Det kan være en stor hjælp, når man ser hvilke forhold, de er vant til.

Ken og Kim er tilbage i Danmark igen, men turen var en stor oplevelse, og et udtryk for hvor forskelligartet deres hverdag kan være.

Elværket3300 ANM

Ken i midten af Elværket-crew, der er holdet bag forskellige events i Elværket3300. (Foto: Alex Nyborg Madsen)

Et opråb om lidt mere attitude og gang i gaden

– Halsnæs er begyndt at blive cool, men skal forsat være noget super fedt, hvis vi skal tiltrække flere virksomheder herop. Min oplevelse er, at de som rent faktisk kommer herop hurtigt fanger stemningen, og synes det interessant, det som vi har gang i, forklarer Ken.

– Nogle gange kunne man godt ønske sig lidt mere gang i gaden. Halsnæs er et rart, smukt og et roligt sted at komme hjem til, hvis man fx har været i København hele dagen, men der skal også være plads til lidt støj, fest og fadøl ud på natten. Det giver efter min mening liv i byen med nogle lidt større events til gavn for alle. Og så er der sikkert flere, som kan se sig selv bo heroppe også. Det er ærgerligt at skulle lukke en god fest kl. 21 altid. Der må gerne være lidt højere til loftet, når det gælder vores kultur og musikliv.

Læs også: Gjethuset, Nordsjællands største kulturhus

Ken er som de første indflytter i posthuset i Frederiksværk, The Mailbox Væksthus Halsnæs, glad for at se at flere lejere allerede er på trapperne:

– Stueetagen kan danne showroom og butik for flere typer af virksomheder, som allerede er i kontakt med udlejer. Og så er der også et hav af spændende muligheder i den gamle distributionsterminal, der ligger i forlængelse af huset. Det skal nok blive godt. Det er fedt at være med fra start og se udviklingen tage fart. Vi må aldrig glemme vores personlighed, i det vi gør, det tror jeg er med til at tiltrække flere virksomheder på den korte og lange bane.

Læs mere om Elværket3300 på deres Facebook

Læs mere om The Mailbox Væksthus Halsnæs på deres Facebook

TAG
RELATERET