Airpiccolo Halsnæs
Arbejdslivet Digital virksomhed Iværksætteri Sommerhus

Bedre oplevelser for gæst og vært

Af - 2016

UDLEJNING AF SOMMERHUS: Anders Duus Østergaard har taget springet som iværksætter, og sammen med partner Helle Lindboe Löwèn startet Airpiccolo. Et koncept der hjælper udlejere af sommer- og fritidshuse, blandt andet her i Halsnæs, med at tilbyde en bedre service til lejerne, og samtidig få hjælp til det praktiske i forbindelse med rengøring og nøgleoverlevering.

Airpiccolo har med god grund ligheder i virksomhedsnavnet med amerikanske Airbnb, som er en af de helt store portaler for privat udlejning af lejligheder og boliger. Servicen som Airpiccolo tilbyder ligger nemlig i forlængelse af Airbnb, hvor folk kan opslå og udleje deres bolig eller sommerhus, og komme i kontakt med potentielle lejere. Airpiccolo kan derefter tage over, og ordne alt det praktiske, så udlejere kun skal bekymre sig om at aftale og bestemme lejeperioden.

– Vi vil gøre det nemt for folk at udleje og tjene penge på deres sommerhus, i de uger eller dage, de ikke bruger det. Man skal forestille sig, at man ringer på klokken i hotelreceptionen, og ”pling” så står piccoloen klar til at assistere. Airbnb oplever stor fremgang som mødested og booking portal for lejere og udlejere, og vi kan så hjælpe med at gøre selve opholdet og overleveringen bedre for gæst og vært – lige som man kender det fra udlejningsbureauer, bare mere fleksibelt, fortæller Anders Duus Østergaard.

Sommerhus service Halsnæs

Nøgleoverlevering er bare en af de services, som Airpiccolo tilbyder sommerhusejerne.

95% vækst i sommerhusudlejning i Nordsjælland

– Airbnb gør det rigtig godt, og er i fremgang på sommerhusmarkedet i Nordsjælland, hvilket er baggrunden for, at vi satser først og starter vores service op her. Med en vækst på 95 % i antallet af udlejninger gennem Airbnb, er der her godt marked for vores service, udtaler Helle Löwén.

Medstifter Anders Duus Østergaard har også selv sommerhus i Liseleje på nordkysten, som er gået i arv fra familien, så måske dette også har hjulpet på valget af Halsnæs, som en af flere opstartskommune.

Et familiesommerhus er noget andet end et udlejningssommerhus

– Jeg kender det fra min egen hverdag, og fra mange venner, at det er et stort skridt, både psykologisk og praktisk, at udleje familiesommerhuset. Hvem sørger for at huset ser ordentligt ud, når gæsterne kommer? og hvem kører den lange vej op til huset og låser op? Ligeledes er udlejningsperioden også en udfordring, da bureauerne typisk ønsker at leje ens hus ud i skoleferien, hvor man selv har mulighed for at bruge det.

-Derudover møder vi også mange der gerne vil kontrollere, hvem der lejer ens private hus. Det hele er gjort mere fleksibelt gennem Airbnb, og vi kan så gøre sleve udlejningen endnu nemmere med vores service, forklarer Anders Duus Østergaard.

airpiccolo

AirPiccolo er udviklet som app og hjemmeside som taler sammen med dine aftaler hos Airbnb.

Turismeoplevelsen starter og sikres lokalt

Anders og Helle er efter opstart i 2015 i gang med første sæson, og er fulde af forhåbninger for 2016. Blandt andet er man i gang med at udvikle samarbejder med lokale virksomheder og firmaer, for kunne at udbyde den bedst mulige service.

– Vi har fundet nogle, men leder stadig efter flere lokale firmaer til samarbejdspartnere. Vi samarbejder helst lokalt, da det oftest sikrer en god leverance til gæster og udlejer. Desuden er vi glade for de netværk, som Halsnæs Kommune skaber til andre erhvervsdrivende og deres engagement og arbejde med sommerhusejerne i området. Det betyder noget, når man som iværksætter skal ind på et nyt marked, at man oplever støtte og en ambition om udvikling generelt.

Airpiccolo tager naturligvis betaling for deres udlejningsservice, og har både hjemmeside og app, der er synkroniseret til at passe sammen med en Airbnb-booking. På den måde er det praktiske bøvl minimeret, og udlejning af sommerhuset mere overkommelig for de sommerhusejere, der ønsker ekstra indtjening på deres egne præmisser.

AirPiccolo – Sommerhusservice

Opstartshjælp ·Airpiccolo hjælper dig i gang på Airbnb, så dit udlejningsopslag ser indbydende ud

Nøgleservice · Airpiccolo sørger for at din gæst får sin nøgle og en varm velkomst

Rengøring · Airpiccolo sørger for at sommerhuset er rent før og efter gæsternes besøg

Fleksibel service · Airpiccolo gør alt for at dine gæster får det bedste ud af sin ferie – de kan fx hjælpe med mountainbikes, kajakker og andet sportsudstyr

TAG
RELATERET