Arbejdslivet Frederiksværk Erhverv Kreativt Erhverv Lærer Velvære

Her er ingen “bare musiklærer”

Af - 2016

MUSIK OG PÆDAGOGIK: Katrine Schäfer Dinsen er ansat som musiklærer ved Halsnæs Musikskole, men funktionen har på mange måder mere end én dimension. Der sker meget på undervisnings- og musikskolesiden i disse år, og her er Katrines fortælling om livet som musiklærer i Halsnæs Kommune.    

– Jeg har om nogen været med, set og mærket udviklingen i musikkulturen i Halsnæs siden jeg i 2005 flyttede hertil med min familie fra Nørrebro. Jeg startede med en løs tilknytning til musikskolen, dengang det hed Frederiksværk Kommune, og gennem årene oparbejdet en fultidsstilling i Halsnæs Musikskole. Efter en periode med strukturel omlægning har vi fundet vores ben igen. Der er virkelig sket noget det sidste år – og udviklingen virker som om den bare fortsætter og fortsætter, forklarer Katrine.

Katrine er i dag fultidsansat som musiklærer, hvor hun underviser klasser på enkelte folkeskoler, babymus og børnehold med forældre. Hun er også involveret i særlige projekter og tværfaglige forløb som eksempelvis “matemusik”.

Slut med silotænkning og dårlige vaner

– At arbejde i Halsnæs er anderledes end, hvad jeg ellers har prøvet. Det er som om, at der er kortere kommandoveje og tættere mellem de forskellige afdelinger og virksomheder. Får man en idé, er der flere, der hurtigt kan gribe den, og få den ført ud i verden. Derfor sker der også bare flere ting – gode ting, som ikke behøver afgrænse sig til en snæver institution eller kræve flere års forberedelse mellem de gamle “siloer”, fortæller Katrine.

– Der er en særlig energi og vilje til at lykkes med tingene. Og måske hænger det også sammen med størrelsen af stedet, men der er generelt bare et tæt samarbejde på tværs.

(artiklen fortsætter under billedet)

Vi fanger bobler

Plads til at tænke ud af boksen

– Den ene dag underviser jeg 7 mødre på barsel med deres børn på babymus-holdet, og den anden dag er jeg med til at tænke matematik og musik sammen som koncept på vores folkeskoler. Det kan lade sig gøre, fordi vi som musikskole tænker os selv, som mere end bare musiklærer og tilbud i fritiden. Vi vil musikken, og vi vil bruge musikken til at binde flere ting sammen. Det er jo netop det, som musikken kan.

– Musiklærerjobbet er jo nogen gange bare et job, men personligt bliver jeg helt glad inden i, når jeg kan se hvor meget børnene for ud af det. Det er nok den største motivation, og så også muligheden for, at være med til at tænke ud af boksen, når vi bevæger os ud i nye koncepter og tilgange.

Musikskolen vedkommer alle

Der er blevet gjort meget for synligheden, siden musikskolen er blevet en mere integreret del af kommunens børn- og ungeindsats og del af UKC.

– Der har måske været tradition for, at musikskoler landet over var et fritidstilbud og kun eliten blev dyrket, men i dag er vi meget mere end det. Vi har her i Halsnæs både de dygtige og nybegynderne, og vi introducerer musik helt fra 0 år. Det er ret unikt, at man egentlig kan modtage musikundervisning fra 0-100 år, fortæller Katrine med et smil.

– Musik er for alle, og vi kan se at vores nye tilbud og nye hold giver pote. Vi når ud til flere og flere, også gennem folkeskolerne, og vi runder snart 400 elever. Det er fedt at være med i denne udvikling.

Katrine musiklærer i Halsnæs2

TAG
RELATERET