Arbejdslivet Byliv Livet i Halsnæs Livet i Hundested Mad og liv

Duften af baristakaffe og caféliv i Hundested

Af - 2016

BYLIV OG IVÆRKSÆTTERI: Hannah og Morten flyttede tilbage til familiehuset i Hundested, og besluttede i samme bevægelse at åbne café i Nørregade. Det er Hannah Barbré, der står for at bestyre ”The Old Coffee Shop”. En café og kaffebar, som de synes manglede i den by, som de begge holder så meget af. Så meget at det faktisk er tredje gang, de er tilbage i Hundested.       

– Morten er født og opvokset her i Hundested, men jeg kendte ikke meget til byen den første gang, vi flyttede herop. Hundested har for os altid været en autentisk og hyggelig havneby, men det er tydeligt for alle, at der virkelig er sket noget de sidste par år. Der er kommet endnu mere liv i havnen, og det smitter også af på resten af byen. Der sker en masse, men vi synes, at der manglede en café, som vi kendte fra København. Så nu prøver vi det, fortæller Hannah med et stort smil, og fortsætter:

– Vi brugte selv caféerne meget i København, både om formiddagen til morgenkaffe, lidt morgenmad eller en avis inden arbejde, og også om eftermiddagen til møder med venner og som arbejdssted. Det vil vi gerne skabe her i Hundested også. Og på den uge vi har haft åben nu, har folk virkelig taget godt imod det. Det varmer, at folk kommer ind og synes caféen er blevet flot, og især at de kan lide kaffen og stemningen.

coffee-veh

Hannah i gang med at brygge dagens første caffé americano i The Old Coffee Shop.

Kvalitetskaffe og små lækre detaljer

Caféen åbnede i oktober 2016, og at dømme på den første uge, har den været længe ventet.

– I opstarten har vi været opmærksomme på at skaffe nogle gode bønner, og samarbejdet med Copenhagen Coffee Lab, for at få det bedste af det bedste, men samtidig til en pris, så alle kan være med. Vi har også et simpelt menukort, men med fokus på lækre detaljer og lokale produkter. Fx kommer vores tallerken med smørrebrød fra slagteren, og vi har brød fra naboen City Bakery.

Vi brugte selv caféerne meget i København, og det samme vil vi forsøge at skabe her i Hundested.

– God kaffe er noget, som mange sætter pris på. Men vi var da spændte på, hvordan det ville blive modtaget. Indtil nu har vi haft god gang i den om eftermiddagen, men folk skal måske lige lære, at caféen også kan bruges om morgenen og i løbet af dagen. Vi bliver ved med at lave café lige så længe, som folk bliver ved at bruge os. Det er sjovt at være i gang, og dejligt at tage hul på et nyt kapitel, forklarer Hannah.

Hannah har de sidste mange år hjulpet Morten med at bestyre tattoo-salonen ”The Old Barber Shop”, kendt fra diverse TV programmer. Morten fortsætter med at drive forretningen og pendle til København, mens cafélivet er et nyt projekt for Hannah.

cofeee-veh

Morten og Hannah øverst i venstre hjørne elsker livet og deres café i Hundested. (Foto: Fru Flash på Instagram)

Tilbage til familiehus og familieliv i Hundested

Morten og Hannah arvede for år tilbage huset i Hundested, som har været i familiens hænder helt tilbage fra bedsteforældrene. En renovering skulle der til, og familien måtte også en gang tilbage til København, inden de nu har taget skridtet fuldt ud:

– Der er noget helt særligt ved livet i Hundested. Man er tæt på naturen, og menneskerne er mere ned på jorden. Desuden er lyset helt unikt – der er tit lyserød og orange himmel – som får os til at falde lidt ned i gear en sensommeraften som nu, forklarer Hannah.

Morten hjælper ofte til i cafeen om morgenen inden han kører på job i København. For ham er overgangen for familien gået bedre end han kunne håbe:

– Børnene er startet på Hundested skole, afdeling Storebjerg, hvor jeg også selv har gået. Man regner altid med lidt tilvending, når man rykker rødderne op, men de har klaret det super flot. Skolen er rigtig god og man kan mærke at ledelsen er tæt på dagligdagen og eleverne, hvilket giver en tryg stemning. Det har hjulpet på, at beslutningen om at vende hjem nu føles helt rigtig.

coffe2-veh

Stoltheden over at komme fra Hundested kan også ses med det klassiske slogan bag på uniformen.

Hundested kan noget særligt

– Der er en grund til, at vi bliver ved at vende tilbage. Livet i København har også været godt, men Hundested kan noget særligt. Første gang vi flyttede herop, var vi nok ikke helt klar, og måtte tilbage til byen, men noget bliver ved at trække os tilbage.

– Familien og livet heroppe betyder rigtig meget, men stemningen i byen og den udvikling man kan mærke sitrer overalt, den gør at Hundested skiller sig ud fra mængden af provinsbyer i Danmark. Byen er også begyndt at blive lidt mere kendt, som et spændende og miljø i Nordsjælland, og det glæder vi os til at støtte op om. Hundested vil altid være noget særligt for os.

TAG
RELATERET